Derfor har jeg startet Genlæs.dk
Papir- og bogindustrien er ansvarlig for en årlig udledning af mere end 190 mio ton CO2 (tal fra 2021). Den største udledning kommer fra skovrydning, hvor mere end 4,1 mio hektar skov bliver ryddet - det svarer til et areal på størrelse med Holland - hvert år.
Mange mennesker læser en bog 1 eller få gange, herefter står den oftest bare i reolen - Men hvis vi blev bedre til at give bøgerne et nyt liv og lod flere læse den samme bog, så er vi med til at skåne kloden og klimaet og samtidig mindsker vi den uønskede kemi, der bruges til at blege nyt papir.
Derfor har jeg startet Genlæs, som er mit lille online univers, hvor du nemt kan købe dine preloved bøger. Så kan mange flere mennesker få glæde ved bøgerne. Samtidig går en del af overskuddet fra hvert bogsalg til Verdens Skove, der genopretter mere vild natur. På den måde kan vi sammen gøre en forskel for jorden og dens ressourcer
Hej, jeg hedder Rie Holch, og jeg er iværksætteren bag Genlæs.dk 💛
Fra kikset til cool
Jeg har handlet tøj og bøger i genbrugsbutikker det meste af mit liv. Engang synes jeg, at det var ret kikset og lidt pinligt, for dengang handlede det mest om, at jeg ikke havde særlig mange penge, og mindre om at gøre noget godt for vores natur og miljø. Men den sociale indstilling til genbrug har ændret sig, og i dag er det blevet til et cool statement at have genbrugsartikler i tøjskabet, i hjemmet og i bogreolen - heldigvis!
Så selvom jeg engang synes det var kikset, så er genbrug og bæredygtighed i dag blevet en meget naturlig og vigtig del af min hverdag.
Jeg elsker følelsen af at finde en ''ny'' og spændende roman - den følelse bliver endnu bedre, når jeg ved, at jeg hverken går på kompromis med pengepungen eller med jordens ressourcer, når jeg køber den. Det er den glæde ved genbrugsshopping, som jeg rigtig gerne vil dele med andre.
Genlæs startede som en drøm om at skabe et online univers, som er let at navigere i, som inspirerer og som kan hjælpe andre til at vælge genbrug over nyt - uden besværet ved at gå i genbrugsbutikker og lede efter en bog som måske ikke er på hylderne.
Min mission
Mit håb med Genlæs er at kunne inspirere andre til at læse mere og give andre en positiv oplevelse med genbrug. Jeg vil gøre det miljørigtige valg lettere tilgængeligt og dermed hjælpe med til at skabe grønnere shoppevaner.
I 2024 var Genlæs med til at bevare 935 kvm regnskov gennem Verdens Skove!